EN MÅNED SOM MOR

Jeg har rundet min anden måned som mor, så det må være på tide med en opdatering og et tilbageblik på den første måned i mor-rollen. Jeg kan slet ikke forstå, at der allerede er gået to måneder, for selvom jeg primært har opholdt mig herhjemme med bette pigen #corona, syntes jeg alligevel at tiden flyver afsted. Men hvordan er det så gået, med at lande i rollen som mor? Det giver Jeg en status på her


DEN NYE ROLLE

Selvom det har været ventet de sidste +40 uger, er det alligevel en vild oplevelse og en omvæltning i hverdagen, at blive nogens mor. Det er utroligt svært at forestille sig på forhånd og selvom det ikke er langt fra min forestilling til virkeligheden, er det alligevel helt og aldeles anderledes end jeg troede. Man hører ofte om den stormende forelskelse som følger med en fødsel (..og jeg fældede også en tåre eller to) men i mit tilfælde er den store kærlighed kommet snigende som dagene er gået. For misforstå mig ikke, jeg elsker hende og har gjort det lige fra starten, men følelserne bliver bare stærkere dag for dag, som hun begynder at vise sin personlighed.

Anders har først haft mulighed for at holde sine 14 dages barsel i starten af anden måned, så efter vores tre dage på barselshotellet sammen, har jeg været alene med bette pigen herhjemme. Og inden alt det her karantæne og forsamlingsforbud kom på tale, havde jeg også en stor hjælp i min mor, som ofte kiggede forbi med en hjælpende hånd og aftensmad. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke har været hårdt – for det har det. Jeg har til tider manglet den der aflastning, som en ekstra person giver og især aftenerne var hårde, når mørket faldt på, hvor jeg følte at det hele bare var godt træls. Til tider gav det bare ikke mening og tårerne trillede ned af kinderne i ren afmagt. Det er hormonerne der raser efter en fødsel og jeg ved godt at jeg ikke skal ligge mere i det, men det var alligevel en hård omgang. Hormonerne er efterhånden i balance igen og den der “øv-følelse” er heldigvis forsvundet igen som tiden er gået. Vi er ved at finde en form for rytme, hvor jeg bedre kan tyde hendes signaler og behov og det er bare sådan en rar følelse

AMNINGEN
Amning har været noget, som jeg lige fra starten, har vidst at jeg ville. Det faldt mig meget naturligt og hun var også hurtig til at tage fat efter fødslen, uden meget hjælp fra jordemoderen. Under vores ophold på barselshotellet spiste hun også godt, personalet tjekkede at hun tog rigtigt fat og jeg kunne mærke at mælken løb fint til. Så alt i alt, gik det som det skulle. Men efter vi kom hjem, begyndte jeg at få ondt og døjede først med sår på brystvorterne (hvilket til info, gør afsindigt ondt!) som følge af, at hun ikke fik ordenligt fat og dermed sled på brystvorten. Herefter fik jeg en blanding af brystspændinger og knuder hvor mælken samlede sig i brystet og til sidst endte det med feber og en brystbetændelse. Efter en snak med vores sundhedsplejerske, prøvede jeg med massage, lidt håndudpumpning når brysterne blev for spændte, et par pamoler og en varmepude og jeg fik efter et par dage, slået feberen og betændelsen ud af kroppen. Men selvom jeg smurte løs med Lanolin salve for at hele sårene, blev det bare ikke bedre…

Jeg var efterhånden lidt desperat og var tæt på at smide håndklædet i ringen i forhold til fuldamning, selvom jeg inderligt gerne ville have amningen til at fungere, men det var svært at holde smerten ud og jeg kunne mærke at jeg trak tiden imellem amningerne og frygtede dem nærmest. Derfor lavede jeg en hurtig søgning og kunne huske at jeg havde læst noget om ammehjælp, hvor man kunne få en personlig hjælp til amningen. Jeg fandt frem til Bente fra Ammehjælpen, som var så sød at besøge os herhjemme og kigge mig over skulderen i løbet af amningen. Hun havde en masse gode værktøjer med og hun hjalp mig til at finde den rigtige metode, for at få en nogenlunde smertefri amning. Jeg skriver “nogenlunde”, da det er blevet meget, meget bedre, men jeg døjer stadig med sår på brystvorterne fra tid til anden, hvis brystet har været for spændt i starten. Jeg ved dog nu, at det kan gøres smertefrit, samtidig med at det er en hyggestund for os begge og noget som jeg ikke frygter mere.

Så hvis jeg kunne lave noget om i bagklogskabens lys, så ville jeg sikre mig at teknikken var helt på plads, inden vi havde forladt barselshotellet og have “krævet” noget ekstra hjælp og support, imens vi var indlagt. Så ville jeg (forhåbentligt) have undgået en masse unødvendige smerter og den hårde start på amningen, som satte sine spor på de første par uger af min barsel.

SØVNEN
Den første nat på barselshotellet, sov jeg næsten ikke. Hun døjede med en stoppet næse lige efter fødslen, og fordi vi havde valgt at komme direkte på barselshotellet istedet for det overvågede afsnit 11, skulle vi selv holde øje og være opmærksomme på hendes vejrtrækning – men da det var blevet meget bedre end i starten, følte vi godt at vi kunne klare det. Vi valgte at sove på skift, men jeg tror ikke at jeg fik mere end to timer sammenlagt, for man er jo bange for at misse noget. Den efterfølgende nat sov jeg heller ikke meget, men vi fik da alligevel nogle timer, hvor vi sov alle tre. Det var selvfølgelig super nervepirrende at skulle sove samtidigt men hende, uden at nogen holdt øje, for hvad nu hvis vi ikke hørte hende..? Men vi skulle jo “lære” det og det gik heldigvis så fint!

Men en baby i huset er søvn en by i Rusland. Men allerede under graviditeten, havde jeg vænnet mig til at skulle op flere gange i løbet af natten (..tak til preggo-blære) Så selvom jeg syntes at det er hårdt at blive vækket midt om natten, så vænner man sig hurtigt til det. Vi er også så heldige at hun oftest tager en god lang lur på 3-6 timer i streg i løbet af natten, så jeg kan være heldig at få en god sammenhængende søvn de fleste nætter.

De første par uger prøvede jeg så vidt muligt, at sove når hun sov. Men da jeg oftest får nogle gode sammenhængende timer i løbet af natten, syntes jeg godt at jeg kan holde mig kørende uden den ekstra lur i dagstimerne. Og som oftest har jeg også gang i alt muligt praktisk så snart hun lukker øjnene, for at få det meste ud af tiden.

KROPPEN:
Jeg er så imponeret over min krop. Jeg syntes virkelig at den har klaret det flot (..hvis jeg lige skal give mig selv et klap på skulderen). Jeg havde det man vil kalde en nem graviditet, som lod mig fortsætte min dagligdag som vanligt og jeg døjede ikke meget noget udover den uundgåelige besværethed, som kommer med 3. trimester og en voksende mave. Allerede efter den første uge kunne man se en markant forskel på maven og ca. 3 uger efter var den næsten tilbage til normalen – jovist var den en smule mere “blød-mor-mave”, men det vidner jo bare om den opgave den har været på de sidste 9 måneder. Og jeg er altså imponeret! Jeg endte med at tage 10 kilo på i løbet af graviditeten og jeg er allerede tilbage til mit udgangspunkt og faktisk lidt under det – amning gør virkelig underværker for vægten

Det er så imponerende hvad en kvinde krop kan. At vi kan lave et helt menneske, ja det er altså fantastisk!

DEN NYE HVERDAG:
Hvis man ser forbi den fysiske tilstand, så er der også sket en stor ændring i den mentale. Og jeg skal være ærlig at sige, at det har været en hård omvæltning og noget af det, som jeg har haft sværest ved at tackle. Jeg kan nemlig sagtens huske, hvordan livet var inden baby – at gå fra at kunne sætte sin egen dagsorden og lave de projekter, som jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det, til at skulle være der for en anden person, som er fuldt ud afhængig af en alle døgnets timer – det kan til tider godt være hårdt. Jeg har da også følt mig lidt “fanget i det”, men det betyder ikke, at jeg ikke nyder at være sammen med min datter, for det gør jeg. Jeg nyder virkelig når hun tager en god lur, så jeg kan nå at få ordnet nogle praktiske ting, arbejdet lidt eller bare nyde stilheden, men jeg nyder altså ligeså meget når hun vågner og smiler til mig, for jeg har jo savnet hende imellemtiden

BARSEL:
Jeg startede på min barsel i slutningen af Januar og vi havde ca. 1 uge efter fødslen, hvor alt var som en normal barsel skal være. Men så kom Corona krisen. Vi nåede lige at komme hjem i et par dage og have besøg af de stolte bedsteforældre, inden landet lukkede ned og vi blev “fanget” herhjemme. Alt hvad der hed besøg af familie/venner og opstart af mødregruppe, hånd om barnet kursus osv. blev med ét ændret.

Så selvom vi havde forberedt os på, at skulle være mere hjemme i starten af hendes liv, tog det pludselig overhånd og vi (ligesom så mange andre) kom til at føle os lidt isoleret herhjemme. Bare en lille ting, som at gå en tur med barnevognen ned i byen for at handle, “måtte” man pludselig heller ikke mere… Så det var en lidt hård opstart på min barsel og jeg ville da have ønsket, at vi kunne have haft flere besøg, især af den nærmeste familie, fået vist hende frem og startet på mødregruppe, netop der hvor vi havde allermest brug for sparringspartnere i det her nye eventyr.

OPSUMMERING:
Ja, det er helt fantastisk men også en hård omvæltning at blive mor – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg husker nok lidt for tydeligt livet før baby, så det kræver lidt tilvænning at sige velkommen til en ny person i husstanden. Men jeg elsker hende og jeg ved også, at tingene bliver bedre. For som vores sundhedsplejerske siger det, så er det de første tre måneder som er de hårdeste. Så vi tager én dag af gangen og nyder alle de små nye ting hun kan Og så lige et virtuelt high-five til alle forældre både nye som gamle, Vi gør det sq godt!

Besøg modebloggen her og læs videre: EN MÅNED SOM MOR

Om My Passions

My Passions er en blog omhandlende min passion for modeverdenen, design, livsstil, boligindretning mm. Her kan I følge mig og mine nyeste tilføjelser til garderoben, udfoldelser i køkkenet, inspirationscollager med budgetvenlige køb, tips & tricks og meget mere!
Så kig forbi & bliv endelig hængende.Besøg My Passions

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.