Peter Jensen vinder modedesignpris

Danmarks største modedesign pris, som uddeles af Magasin du Nords Fond, blev i dag tildelt modedesigneren Peter Jensen. Ud over Peter Jensen var modedesignerne Anne Sofie Madsen og Sara Sachs, fra Moonspoon Saloon, nominerede til den store modedesignpris.

Med æren følger der også en pose penge på 300.000 kroner, samt fri adgang til et modeshow under den danske modeuge i starten af 2013.

– Jeg er lykkelig og pavestolt over at være den første, der får tildelt denne flotte pris fra Magasin du Nords Fond. Jeg havde virkelig ikke troet, at valget ville falde på mig, men jeg blev meget glad og lykkelig, da jeg fik beskeden her på en grå novemberdag, udtaler vinderen Peter Jensen til DR.

Originalt udtryk i design

Valget faldt på Peter Jensen på baggrund af det originale udtryk hans design, fortæller bestyrelsesmedlem i Magasin du Nords Fond og formand for designprisens jury Nina Wedell-Wedellsborg.

– Juryen har valgt Peter Jensen som vinder, fordi han kontinuerligt har bevist at kunne mestre og bevare sit eget originale designudtryk samtidig med, at hans kollektioner udvikler sig sæson efter sæson, siger hun til DR.

Sarah Skarum, modejournalist på Berlingske, er enig med juryens valg.

– Peter Jensen er sig selv. Han laver tøj, som er finurligt og på kanten af, hvad man vil sige er normalt, men uden, at det bliver mærkeligt. Og så gør han det, som man altid kan se, at det er hans design, og det er en stor kunst, siger Sarah Skarum til DR Kultur.

Peter Jensen er en erfaren modedesigner
Peter Jensen har sin faglige uddannelse fra designskolen Londons Central Saint Martins i 1999, og har designet kollektioner i eget navn siden 2000 og afholdt modeshows i København, New York og London.

I samarbejde med butikskæder som Urban Outfitter og Weekday har Peter Jensen designet nogle kollektioner, og han har også fået dedikeret en udstilling hos Design Museum Danmark til sig selv.

I juryen sad Nina Wedell-Wedellsborg,  direktøren for Danish Fashion Institute Eva Kruse, modejournalist Didder Rønlund, og Malene Malling fra Malling Publications, som blandt andet står bag modemagasinet Cover.

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.